Populære tags:

Seriøs nedrivning

maj 31, 2015 at 5:55 pm

nedrivning

Skiltet der midt i industrikvarteret lover ”seriøs nedrivning” … det er et fristende tilbud.

Når der er tale om en seriøs nedrivning, må det nødvendigvis betyde, at det hele hives ned. Rub og stub. Alting. Helt ned til det bare ingenting. Virkelig effektiv nedrivning.

Når aftalen indgås, dukker et par klassiske håndværkertyper op for at vurdere arbejdet og komme med et tilbud. De er i kedeldragter – sådan nogle blå nogle hvor hvide spor af murstøv hænger ved og nægter at forsvinde selv i kogevasken. Striberne indikerer en vis rang, en vis erfaring. Dette er to hærdebrede mænd, som godt ved, hvordan en seriøs nedrivning skal gennemføres.

Det strider imod fordommene, men de to mænd taler med dæmpede, professionelle stemmer uden at afbryde hinanden. Stille og roligt over en kop kaffe danner de sig et indtryk af, hvor omfattende opgaven egentlig er.

Er det kun selve bygningen, der skal jævnes med jorden? I så tilfælde kunne et hvilket som helst nedrivningsfirma sikkert have klaret opgaven meget billigere. De to mænd fra det seriøse firma ser også på, hvor mange minder, neuroser og andet psykisk vraggods, der skal køres væk.

Det er en grænseoverskridende oplevelse at udforme tilbuddet i fortroligt samarbejde med de to mænd i kedeldragter. Men det er professionelle folk – de dømmer ikke. De er ligeglade med, hvor meget der er fejet ind under gulvtæppet eller gemt væk på loftet. De er seriøse folk, der foretager seriøse nedrivninger.

Aftalen er indgået. Tiden er klar til seriøs nedrivning.

 

Hullet i sædet

maj 27, 2015 at 9:47 am

hullet i sædet

Der er et hul i sædet foran mig i S-toget. Et rundt hul skåret ind i sædets spånplade med beklædningen hængende sørgeligt omkring det maskinskabte hul. Det er der bare – hullet – ingen forklaring eller umiddelbar sammenhæng hvorfor.

Måske er der noget, der ligger og lurer i hullets mørke. Hvis jeg stikker fingrene ind vil små edderkoppelignende gevækster gribe fast i mit håndled og trække hele armen ind i et frådende inferno af små skarpe tænder. Væsenets ubehagelige og små stirrende øjne lyser op i fryd som fingrene millimeter for millimeter flænses ned til stumperne af knogle, der splintres med en kvalmende, kvasende lyd.

De andre passagerer i toget vil skrige i rædsel som blodet sprøjter ud fra sædets bagside og lydene af fortæringen af min hånd når deres ører. Nogle vil flygte, nogle vil være lammet af panik og måske vil en enkel eller to ligefrem forsøge at redde mig. Men det vil være for sent. Væsenet er vækket fra sin dvale – og det er ikke alene. Frem fra togets sæder begynder dets artsfælder at bryde igennem betrækket, og snart er togvognen malet rød indvendigt.

 

Måske er hullet noget helt andet – en port ind til en anden verden. Ikke Narnia, men en lignende fantasiverden hvor hverdagen lades tilbage, og et eventyr kan begynde. Som fingrene bevæger sig ind i hullet aktiveres en portal, der på tegnefilmsvis suger mig ind i dette nye univers.

Hvad sådan en eventyrverden gemmer på, ved jeg endnu ikke, men jeg har på fornemmelsen, at den er befriet for stress og frustrationer. Fri for krav det ikke giver mening at efterleve. Frihed til at fordybe sig i de ting, som føles rigtige og vigtige indeni. Fri for larm og støj …

 

Måske er det et skattekort jeg aner inde i hullet. Et gammeldags et af slagsen med et kryds på og alt muligt. Et skattekort af den slags hvor en pensioneret professor pludselig finder sin ungdomsform igen, når vi sammen må drage kloden rundt for at finde den godt skjulte skattekiste. En rejse der byder på gåder og urgamle hemmeligheder, som bringer os på kollisionskurs med en gruppe af hemmelige okkultister med rødder tilbage til Thule-selskabet, nazister og monstre med tykke fangarme.

Jeg finder ud af, at jeg i virkeligheden er en helt anden. I besiddelse af magiske eller fysiske evner jeg ikke kendte. Det viser sig at der findes en helt anden virkelighed bag den dagligdag vi kender. Det bliver ligesom en svinedyr Hollywood-film bare rigtig. Det bliver så fedt.

 

I sidste ende lader jeg hullet være. Stiger af toget på min station. Så kan en anden få lov til at få slået hånden af, når væsenet i hullet vågner.

Foto-tegneserie forsøg nummer 2

marts 20, 2015 at 5:00 pm

Karakterer_comic

Andet forsøg med en foto-tegneserie var heller ikke særlig sjov – men jeg genbrugte dele af min brok i et andet bloginlæg om det at anmelde tegneserier.

Foto-tegneserie forsøg nummer 1

marts 19, 2015 at 4:54 pm

cyklister_comic

Jeg kan ikke tegne – desværre. Men forsøgte for et par år siden at skabe en slags foto-tegneserie. Det primære problem viste sig i første omgang at være sjov …

Kugler af rød smerte

november 5, 2013 at 2:41 pm

Kugler af rød smerte

Glemt på en regnvejrsdag. Helt alene på en bænk yderst på perronen. S-toget er kørt sin vej, passagerne flygtet i læ under de små usle halvtage. Små halvfrosne kugler af rødt ligger alene tilbage. I butikken lokkede de med løfter om velsmag og sommer – her er de blot et sørgeligt syn.

Små kugler af rød smerte som sekund for sekund tør op. Inde i posen mister hvert enkelt bær sin veldefinerede frosne form og transformeres i stedet til en ubestemmelige klump af syrlighed. Små, hårde og potentielt velsmagende enheder – i hvert fald med lidt sukker eller i en kage – forliser der formål.

Glemt. På perronens mindst benyttede bænk. Derude mister de deres sidste gnist af liv og formål. De nu slatne røde kugler af smerte.

Jeg er så glad for min cykel

oktober 21, 2013 at 11:40 am

IMG_0139

Sen aften. Den første vinterkulde sniger sig ind under jakkeærmerne. Sæsonen for t-shirt og åben jakke er slut. Forude burde vente et dyk ned i klædeskabets bunke af sweaters. Flere af dem er for små, grimme og irriterende dyre bare at smide ud. Det kunne være et dagligt valg mellem stil eller kiks.

Kulden gnaver i hænderne, som de fatter om cyklens styr. Mørket er faldet på, og omgivelsernes detaljer fortaber sig og vaskes væk i en grå masse af intet. Granitstykkerne knager under fødderne – leger med cyklens gear, og er et kort sekund ved at finde fornøjelse i det lille klik i skifteren.

De kan høres, før de ses. S-togene. Skarpe kegler af lys skærer sig gennem intetheden, oplyser scenen i et øjeblik. Bremsernes skrig overdøver virkeligheden. Ingen kan høre knoglerne knase. Ingen kan se blodet stå som en støvsky op fra det punkt, hvor togene krydser hinanden.

Dagen efter har nattens regn vasket sporernes samvittighed ren. Morgenstundens passagerer kan kun se cyklen og undres. Alt er som det skal være.

Tråd for tråd

oktober 14, 2013 at 11:27 am

tråd for tråd

Kniven hviler mod S-togssædet, og der skal kun en lille smule ekstra vægt til før dens skarpe æg trænger ned i det blå stof med en knap hørbar men alligevel lækker og tilfredsstillende lyd.

Stålet skærer mikroskopisk bid for bid igennem de enkelte tråde. Fibrene i de enkelte tråde giver op med et lydløst klynk, og hver tråd, der skæres over, sender et lille stød hele vejen op gennem knivens skæfte. Som små hak i en zenoplevelse af meningsløs destruktion – jo langsommere kniven får lov at arbejde såret åbent, jo bedre føles det.

Sædets gule indmad titter frem som betændte indvolde, og små sporer af skumgummi stødes ud i luften. De bærer på en stank af alle de mange mennesker der tidligere har siddet på sædet, pisset på sædet, grædt, kastet op, snottet eller kysset nyforelsket mens S-toget har begivet sig vej gennem virkeligheden.

Mør som et voldsoffer

oktober 9, 2013 at 2:15 pm

foto (4)

Der står en kombination af stank og duft op fra tallerkenen. Det sønderevne svinekød ligger smattet ind i en sødme af barbecuesovs, som et sted i baggrunden gemmer et lille krydret bid, der skal stimulere tørsten efter en kold fadøl. Brødet er sødt som det der normalt omfavner en hotdog, og tænderne møder ingen modstand når de bevæger sig gennem den hvide masse og ind i de saftige kødstykker.

På en og samme tid er det en følelse af tilfredsstillelse og ærgrelse, der glider ned gennem halsen mod mavesyren. For det smager fantastik, kødet er mørt som et voldsoffer gennembanket med baseball-bats i timevis til det punkt, hvor de menneskelige former er knap genkendelige. På den anden side kunne oplevelsen have været så meget bedre, hvis brødet havde smag og pomfritterne kant.

Bekymringerne skyldes væk med en slurk af den kolde fadøl. En Sierra Nevada Pale Ale med netop tiltrækkelig smag af humle til, at øllen får karakter og er en samtale værd. Duggen på glasset antyder, at den gyldne væske er en lille smule for kold, Men der er ingen i nærheden til at påpege det, og duften af øllen erstatter den stank af billigt hotel og dårlige rengøringsmidler, som stadig klistrer sig til indersiden af næseborene.